Forædling
Netop nu:
Nu udvælges de nye mødre og fædre, som skal bruges til rosenforædlingen i foråret 2010. De nyvalgte roser plantes i store spande og opbindes på bambusstokke. Nu skal de gro sig store og kraftige og blomstre, således at forædlingen kan starte 1. marts.
På nuværende tidspunkt begynder nogle af de første frø at spire. Disse frø er fra hyben der er høstet i efteråret 2009. Hver lille spire passes og plejes kærligt og nænsomt.
Forædlingsprocessen:
Forædling af roser er min store passion.
Hvert efterår udvælger jeg de sorter, som i den kommende sæson skal bruges som “far”og “mor”. De udvalgte mødre oppottes i store spande og bringes til blomstring i foråret. Når roserne blomstrer emaskuleres de, dvs. blomstens pollen, som er hannen fjernes og gemmes i små bægere. Dette pollen bruges senere til at bestøve andre sorter. Det gøres forsigtigt med en lille pensel.
Hvis bestøvningen lykkes dannes der i løbet af 5-6 uger et fyldigt hyben. Dette hyben kan indeholde fra 1 til 45 frø. Alle disse frø er genetisk forskellige selv om de har samme forældre – lige som et søskendepar.
Hen på efteråret modnes hybene og bliver røde. Nu er de klar til høst. Alle frø såes forsigtigt i små spagnumpotter hver for sig. Hvert år sår jeg ca. 40.000 frø, hvoraf ca. 15.000 spirer.
Nu starter den vanskelige udvælgelse. De nye rosenspirer blomstrer i løbet af januar, februar og marts. Kun de bedste udvælges til dyrkningstest, som foregår i gartneriet. Testen tager 1½ år, hvorefter 1-2 af mine nye sorter sendes i butikkerne.
Kriterierne for at blive valgt til dyrkning er lang holdbarhed, store blomster, stærke farver og gerne duft.
no images were found